Marquesas til Tahiti

Marquesas — øerne uden lagune

Vi starter i Taiohae på Nuku Hiva, hovedbyen med en bager, et par butikker og en lufthavn på den anden side af bjergene. Marquesas har ingen beskyttende rev: kysten går lodret i havet, ankerpladserne er dybe bugter med dønning, og der er sjældent mere end en håndfuld både i hver. Vi går ind i dalene — Hakaui-dalen med sit vandfald er en dagstur til fods — og sejler sydpå til Hiva Oa, hvor tikierne står i skoven oven for Puamau, Tahuata med øgruppens eneste hvide sandstrande, og Fatu Hiva med Hanavave, Baie des Vierges, hvor basaltsøjlerne står lige op af vandet.

Landet frem for lagunen

Sejladserne mellem øerne er korte, men ikke altid rolige — passaten står ind fra øst, og vi sejler tit op mod den. Til gengæld er det her, man kommer tættest på Polynesien: landsbyer hvor alle hilser, frugt der bliver båret ned til dinghyen, og dale man har helt for sig selv.

Havet imellem

Fra Fatu Hiva til Raroia er der omkring 500 sømil — fire-fem døgn med passaten agten for tværs. Vagter igen, flyvefisk på dækket, og den første atol dukker op som en stribe palmer, man ikke ser før man er tæt på.

Tuamotu — passene og lagunerne

Atollerne har et eller to pas ind til lagunen, og strømmen i dem kan løbe flere knob. Vi går ind ved stille vand tæt på tidevandsskiftet og venter udenfor, hvis vi kommer for tidligt. Inde i lagunen navigerer vi på øjet mellem koralhoveder, med én på fordækket og solen højt. Raroia er stedet, hvor Kon-Tiki strandede i 1947. Tahanea er ubeboet og naturreservat, med tre pas tæt på hinanden og flere hajer end mennesker. Fakarava er den store: UNESCO-biosfæreområde, landsby i nord, og sydpasset Tumakohua, hvor revhajerne står i hundredvis i strømmen.

Tahiti til sidst

Fra Fakarava er der omkring 250 sømil til Tahiti, igen med vinden i ryggen. Vi slutter i Papeete sidst i juni — by, trafik og marked efter to måneder med meget lidt af det. Du kan være med i en måned i Marquesas, en måned i atollerne eller hele vejen.